ReGeneration er stiftet af billedkunstneren Thomas Seest, forfatteren Nanna Goul og designeren Maja Nisted, der mødte hinanden i 2021 til en certificeret uddannelse i permakultur (PDC). 

Vi blev under uddannelsen inspireret til at udvikle vores praksis hver især – og sammen bygge bro mellem vores respektive ståsteder og grøn aktivisme. 

I ReGeneration arbejder vi ud fra grundtanker inden for det regenerative landbrug og permakulturen. Permakultur er et begreb, der har mange elementer knyttet til sig, men hos os handler det primært om at skabe klimavenlige og radikalt bæredygtige haver på en måde, der også er bæredygtig og omsorgsfuld for de mennesker, der skaber dem eller er bruger dem.

Når vi etablerer klimahaver, arbejder vi regenerativt med jorden og dyrker især flerårige grøntsager. Vi tager udgangspunkt i den gravefri have for at skåne jordens mikroliv og forstyrre de naturlige, nyttige forbindelser i jorden mindst muligt. Jorddække, kvashegn, insekthoteller, kompostsystemer, vandopsamling, naturlige materialer og genbrug er alt sammen noget, der står øverst på vores liste, når vi laver cykliske og klimavenlige havesystemer.

I vores hverdagsaktivistiske arbejde med klimahaver står både dialogen, formidlingen og undervisningen centralt – ligesom inddragelse af forskellige kunstneriske praksisser er helt afgørende. Vi laver happenings, performance, skriveøvelser om naturen og planter, vi indsamler historier, laver årstidsbaserede ritualer og bygger skulpturelle samtalerum af halmballer, jordbær og kartofler. Vi laver nye forbindelser.

Det er fuldkommen afgørende at skabe nye forbindelser mellem mennesket og naturen. Vi må og skal rykkes ud af vores antropocentriske automatreaktioner og gentænke vores plads i økosystemet, så vi ikke lægger jorden eller andre arter til last. Vi skal bidrage med løsninger, der ikke blot er klimaneutrale men klimapositive. Vi er kommet så langt ud, hvor klimaændringer, forurening, smeltende poler, oversvømmelser, ekstrem tørke ødelægger både landområder og menneskers og dyrs levesteder. Vi skal ikke undlade at gøre noget klimabelastende, vi skal gøre noget, der har en positiv effekt på klimaet, biodiversiteten og vores klode.

Det kan være en uoverskuelig opgave, men vi kan alle gøre noget i det små. Og hvis alle gør lidt, bliver det sammen til meget. Noget vi alle kan gøre, er blandt andet at lade være med slå græsset. Dyrke sine egne grøntsager og frugt, så man sparer transport og emballage. Plante træer og buske, kaste frø, indrette haver, grønne arealer, så de bidrager til hele klodens trivsel og bæredygtighed. Vi skal tænke anderledes, gøre noget andet, end det, vi plejer. Finde nye narrativer om det gode liv og finde mere tid til det. Det er dér, kunsten, fantasien og legen kommer ind i billedet. Vi skal ikke hulke fremtiden frem. Vi skal lege den frem. Tænke den anderledes. Respektfuldt.

 

Thomas Seest (f. 1968) er billedkunstner og fotograf. Han arbejder i mange discipliner og ofte kollektivt, i direkte samarbejder med andre kunstnere, eller som projektleder og kurator på forlaget NogleBreve, hvor han initierer værkkoncepter til digitale og fysiske rum som feks på Det Kongelige Teater og Roskilde Festival. 

Thomas etablerede i 2020 biodiversitet- og kulturparken Vild Park, foran Rådhuset i Nykøbing F, i samarbejde med kollegaen Søren Lose, Guldborgsund kommune og Statens kunstfond. Her har han udviklet udendørs workshopformater, med fokus på kunst og bæredygtighed til børn og unge, kollektivt åndsarbejde med lokale kræfter, og astrologiske eksperimenter med Metropolis Performing Landscapes projektet.

Thomas har interesse i det erkendelseslag som havearbejdet kan forløse – sammen med de andre arter og elementer, som er tilstede kan vi fremkalde og forstærke et steds sjæl.

Nanna Goul (f. 1980) er en dansk forfatter, skribent og klimaengageret planteaktivist. Hun har igennem en årrække skrevet for en række dagblade, både som litteratur- og teaterkritiker og kulturjournalist, hun har været redaktør på Weekendavisen, litteraturkonsulent på et bibliotek, og stod bag grundlæggelsen af det digitale litterære tidsskrift LitteraturNu.dk. Nanna Gouls forfatterskab tæller bl.a. debutromanen Privat skov (2012), novellesamlingen Erle Perle (2017) og romanen Heksens alfabet (2022). Nanna Goul har igennem sit forfatterskab været dybt optaget af relationen mellem mennesket og naturen, eventyr og myter, og har i de seneste år stillet skarpt på litteraturens og sprogets rolle i den nuværende klimakrise.

Nanna Goul har i flere år undervist både unge, børn og voksne i kreativ skrivning, bl.a. på Center for Kunst og Mental Sundhed i København, og arbejder med kunst, litteratur og permakultur i en række forskellige sammenhænge.

Maja Nisted (f. 1976) er uddannet på RUC i kommunikation og geografi.
Maja har siden 2003 arbejdet som digital designer og projektleder for en række store virksomheder, og har stor erfaring med at afholde workshops. Hun går op i bæredygtighed i alle livets facetter.

Thomas Seest

thomas@regeneration.dk

Billedkunstner

Nanna Goul
nanna@regeneration.dk

Forfatter

Maja Nisted
maja@regeneration.dk

UX designer